Fremtidens Kirkegårde

Opdateret: 7. aug.

Kirkegårdenes kerneydelse er at håndtere vores døde på en værdig måde. Borgernes forventning til hvilke typer af gravsteder, der bør være til rådighed og hvad en kirkegård bør være for et sted, ændrer sig, som alt andet, med tiden.


Da måden vi håndterer og markerer døden på, er under stadig udvikling, er det vanskeligt at sige noget præcist om hvorvidt fremtiden præges af kistegravsteder, urnegravsteder eller alternativer. De individuelle ønsker viser et stigende behov for selv at vælge og være tro mod sin egen overbevisning.


LIDT HISTORIE


På de traditionelle kirkegårde, har tendensen de sidste 40 år været, at de traditionelle familie- og kistegravsteder nedlægges og erstattes af mindre urnegravsteder og mulighed for gravsted i plæne – både med og uden plænesten. Det har betydet, at der på de fleste kirkegårde er kommet mere og mere græsplæne. I de større byer er borgerne, i takt med denne udvikling, begyndt at inddrage de centralt placerede kirkegårde som rekreative områder.

Den mest synlige forandring er sket på Assistens Kirkegård, som ligger på Nørrebro i Kbh. På kirkegården ligger store danske personligheder - bl.a. H.C.Andersen, Søren Kierkegaard og H.C. Ørsted. I nyere tid er Dan Turèll, Michael Strunge, Natasja Saad og Ib Spang Olsen m.fl. også blevet begravet der.


Assistens Kirkegård blev oprindelig anlagt 1760 som hjælpekirkegård for kirkerne indenfor de københavnske volde. Deraf navnet. Allerede i 1879 blev det besluttet at kirkegården skulle nedlægges igen 100 år senere. Planer om nedlæggelse blev senere flyttet til 2020.


I forbindelse med anlæggelse af Metro Cityring i 2010 måtte man opgrave og genbegrave ca. 2.400 gravsteder fra de sidste 200 år og Nørrebros ældste bolig - Bangs Graverbolig - måtte ligeledes flyttes.

I takt udviklingen, hvor græsarealerne blev flere og

større, begyndte især de yngre Københavnere at indtage Assistens Kirkegård. Specielt på varme sommerdage. Først med en god bog eller studierne under armen, senere med madkurve og for at slikke sol. Med solbadning, badebukser og bikinier, varede det ikke længe, før 80'ernes frisbee, hackysacks og andre selskabelige sysler også fandt vej til græsarealerne på kirkegården. En udvikling, som betød, at kirkegården efterhånden mistede sit primære formål: at være et sted, hvor pårørende i ro kunne mindes deres døde og behandle sorgen og savnet af deres kære.

Assistens Kirkegården opdeling i dag. Det grønne felt fungerer stadig som kirkegård

I 2015 blev kirkegården fredet og samtidig opdelt i 4 delområder, bl.a. et parkområde.


Takket være de sidste 10 års fokus på kirkegårdenes formål og udvikling, er der således skabt plads til alle. Også de pårørende. Aktiviteterne og hvor på kirkegården, de finder sted, er i dag langt bedre styret.


Kirkegårdens kapel er blevet indrettet til et kulturcenter, som formidler viden om kirkegårdens 250 år gamle historie, de mange berømtheder, som ligger begravet her, og om kirkegårdens helt specielle natur. Kulturcenter Assistens arrangerer bl.a. rundvisninger på kirkegården og har en skoletjeneste, som tilbyder undervisning med udgangspunkt i kirkegården og dens historie.


Så snart solen kikker frem, er her småbørnsfamilier, motionister, pensionister, cyklister og forelskede par, der gemmer sig i kirkegårdens mange, grønne afkroge. Kirkegården er blevet et af byens unikke åndehuller, samtidig med at den fortsat benyttes som kirkegård. Både de nyere og ældre grave har et meget personligt præg. Med fredningen i 2015 kan Assistens Kirkegård nu få lov at bestå som kirkegård og et nationalt klenodie, sikret mod kommende byudviklingsprojekter.


AALBORG


Her i Aalborg har udfordringer med borgere, som indtager kirkegårdene iført badetøj, været til at overskue. Selv om Almen Kirkegården i perioder bliver benyttet som smutvej for bilister, som fredag eftermiddag er landet i bilkøen foran Kongrescentret og finder det hurtigere, at svinge bilen ind på Almen Kirkegård bag Ansgars Kirken og køre ud igen ved Hasserisgade. Det er ikke forbudt at køre i bil på Almen Kirkegård, men når flere biler pludselig skal forbi kapellet, samtidig med en højtidelighed finder sted, er det uhensigtsmæssigt og forårsager en træls situation for de pårørende. Langt de fleste Aalborgensere respekterer kirkegårdenes egentlige formål og benytter samtidig kirkegårdene som rekreativt område; primært til spadsereture; og med Kildeparken på den anden side vejen, og friluftsbadet kun 5 minutter derfra, har solbadning aldrig været en udfordring for kirkegårdens primære brugere i Aalborg


FREMTIDENS KIRKEGÅRDE I AALBORG


På de mindre kirkegårde i Aalborg, som ligger i forbindelse med kirkerne, som f.eks. Vejgaard Kirkegård, er det menighedsrådet, som beslutter den fremtidige udvikling på kirkegården. Men på Aalborgs 3 største kirkegårde, er det Aalborg Kommune, som udstikker retningslinjerne.


For 10 år siden lignede de 3 kommunale kirkegårde i Aalborg i det store hele hinanden. De forskellige gravstedstyper; traditionelle kistegravsteder og urnegravsteder omkranset af hæk, urnegravsteder med plænesten og urnefællesgrave fandtes på alle tre kirkegårde. Aalborg Kommune besluttede omkring det tidspunkt, at de 3 kommunale kirkegårde, Almen, Søndre og Østre, skulle udvikles, så de i højere grad dækker behovet hos byens borgere, som efterspørger større valgmulighed og variation. Altså flere alternative gravsteder.


Den fremtidige overordnede struktur for hver af de 3 kommunale kirkegårde, tager udgangspunkt i kirkegårdenes beliggenhed i forskellige omgivelser. Det kan derfor være nyttigt at kende planerne, hvis man vil vælge den kirkegård, som også i fremtiden passer til ens ønsker.


Man er selvfølgelig altid velkommen til at kontakte bedemanden, hvis man ønsker at høre nærmere om f.eks. de forskellige gravstedstyper på kirkegårdene.


Almen Kirkegård er beliggende tæt på centrum, mellem KUNSTEN, Ansgars Kirken og Hasserisgade. Temaet for Almen bliver i fremtiden by-kirkegården


Søndre Kirkegård er beliggende i den sydvestlige del af byen i forbindelse med Bejsebakkeområdet. Temaet for Søndre bliver i fremtiden skov-kirkegården


Østre Kirkegård er beliggende i den østlige del af bydelen Vejgaard. Temaet for Østre bliver i fremtiden have-kirkegården

De forskellige temaer betyder, at kirkegårdene i fremtiden får hver deres særlige karakter.


På alle 3 kirkegårde findes et kapel, som er egnet til afholdelse af højtideligheden. Dette gælder for alle uanset medlemskab af folkekirken eller religiøs overbevisning/tro. Dog har Aalborg Kommune de sidste mange år, forsøgt at begrænse brug af røgelse i Almen og Østre Kapel. Benyttes røgelse som en integreret del af ceremonien, henviser kommunen derfor til at man benytter Søndre Kapel.


De 3 kommunale kapeller i Aalborg

Almen Kapel Søndre Kapel Østre Kapel


HVAD BETYDER DET FOR DEN ENKELTE KIRKEGÅRD?


ALMEN KIRKEGÅRD

Almen Kirkegård ligger på kanten af den vestlige del af den ældste by med karréstruktur. Strukturen går igen på Almen Kirkegård, som er opbygget med præcise gravrum og lige akser. Der vil fortsat arbejdes videre på denne struktur med lange alléer og hække i stor skala.


På Almen Kirkegård forekommer et stort antal bevaringsværdige monumenter. Mere end 500 monumenter registreret fordelt over hele kirkegården.

Fremtidens Almen Kirkegård med de lige akser. Lange alléer og hække i stor skala

Hovedparten er naturligt nok placeret på den ældste del af kirkegården. 50-60 monumenter er registreret som kategori A, hvilket betyder, at monumentet skal bevares, og omgivelserne bør tilpasses. Læg hertil 50 gravgitre, som ligeledes er registreret i kategori A.


Udover traditionelle kiste og urnegravsteder, samt gravsteder i plæne, findes der på Almen Kirkegård den fine urnemur ud mod Hasserisgade. I urnemuren kan udelukkende indsættes urner, som ikke forgår. På kirkegården findes ligeledes en ældre urnehal, som kommunen fortsat har til gode at sætte i stand. Sker dette, vil Aalborg igen kunne tilbyde borgerne en urneplads i urnehallen; også kaldet kolumbariet.




SØNDRE KIRKEGÅRD


Søndre Kirkegård udgør den sydlige del af Mølleparken og er en del af den grønne sammenhæng primært bestående af skovbeplantning.


I 2010 var det ca. halvdelen af det samlede begravelsesareal, som var i brug.

Fremtidens Søndre Kirkegård. De mange høje træer giver kirkegården præg af skovkirkegård

Søndre Kirkegård blev indviet i 1940 efter krav fra den tyske besættelsesmagt.


På Kirkegården findes en begravelsesplads for tyskere, som døde under 2. verdenskrig.


På 40 års dagen for befrielsen blev 5. maj Parken indviet. Her står en stor granitskulptur udført af billedhugger Edgar Funch. Omkring skulpturen er 141 navneplader i granit placeret i græs.


Søndre Kirkegård skal fremadrettet være kendetegnet som en skovkirkegård med skovbryn, stammeskov, lysninger og lunde som tema.





ØSTRE KIRKEGÅRD

Østre Kirkegård 2010

Østre Kirkegård ligger på kanten af et boligområde primært bestående af enfamilieshuse med egne haver.


Det er hensigten, at kirkegården viderefører havekarakteren i beplantningsudtryk.


Strukturen med plejede haver er temaet for Østre Kirkegård. Mindre træer, blomster, den indhegnede have, prydhaven m.m.

Fremtidens Østre Kirkegård. Kirkegårdens form som splitflag ses tydeligt. Kirkegården er omkranset af træer

Østre Kirkegård har form som et splitflag.


I 2010 var det ca. 2/3 af det samlede areal, som var i brug.


I 2015 blev der indviet nye staudekvarterer for urnegravsteder på Østre Kirkegård. Der er etableret blomstrende forsommerbede, sensommerbede og skovbundsbede.


En del af Østre Kirkegård er udlagt som muslimsk gravplads. I øvrigt den eneste i Nordjylland.


Aalborg Krematorium ligger på Østre Kirkegård.


Østre Kapel fungerer desuden som ventekapel for de mange bykirker, som ikke har eget kapel til opbevaring af kister frem til højtideligheden.


Nye gravstedstyper er allerede de seneste år blevet etableret på Østre Kirkegård




Henrik Trenskow


Bedemand Trenskow

Ledavej 101 / Jens Bangs Gade 4

9210 Aalborg SØ / 9000 Aalborg SØ

Tlf.: 27589966

Mail: kontak@ttrenskow.dk

33 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle